Der er mange måder, jeg kan præsentere mig på. For eksempel gennem mit arbejde, som er erhvervspsykolog på deltid og forfatter resten af tiden. Jeg kan sige, at jeg er 30 år, og at jeg kommer fra Skave i Vestjylland, men har boet i Aarhus i de sidste 10 år. Måske giver det mening at høre om noget af det andet jeg laver i min hverdag, som blandt andet består af at passe på mine planter (det går kun semi ok), læse tarotkort (her går det mere fremad), lære spansk (jeg har købt premium udgaven af DuoLingo) og at tulle rundt i genbrugsbutikker (det er jeg meget god til).
Uanset alt det ovenstående, så er det primære, at jeg skriver. Jeg beskæftiger mig med “hvad nu hvis”-fortællinger, og er enormt optaget af etiske spørgsmål og konsekvenser ved vores handlinger – både på individplan og på samfundsniveau.
