Jeg er ikke særligt tech, det er noget bøvl når jeg ikke engang er tredive endnu (men altså, snart). Mit skrivebord på Godsbanens projektdæk er lidt for højt, jeg kan ikke få det til at køre ned, det på trods af, at jeg har kravlet rundt under bordet og hevet i ledninger, trukket nogle ud og sat andre i. Nu er kontorstolen på sit højeste, det føles okay, i hvert fald taster jeg løs med entusiasme og gejst.
Solen skinner, det er søndag, men jeg nyder at sidde i det pulterkammeragtige kontorfællesskab, selvom det er meget alenetid, knap så meget fællesskab på sådan en søndag. Det er fint, jeg mangler det ikke, der er så mange ord, der skal ud.
Så sker dette alligevel: Jeg leger med hjemmeside, jeg tager instabilleder, jeg skriver noter til mig selv, der ikke har noget med noget som helst at gøre. Jeg kigger efter tøj til fester, jeg ikke skal til, kigger efter sko jeg ikke har råd til. Jeg kludrer rundt i navnene på mine karakterer, glemmer deres første navne og finder på nye. Jeg skriver ikke nyt, men læser og redigerer, men det er fandme også tiltrængt med noget kvalitetstid med mine folk, eller karakterer er det jo. Jeg har følt mig langt væk fra dem, og vupti, nu er de her, jeg har savnet dem.
Jeg glæder mig også til, at andre skal møde dem. Min skrivegruppe kender dem lidt efterhånden, det føles godt, at de ikke kun er mine, men at de lever en lille smule. De skal leve meget. Derfor prioriteter, derfor skrivetid, selvom der kun bliver skrevet moderat nyt. Det betyder alligevel noget.
Caroline Stadsbjerg 
Skriv en kommentar